Kan absint få dig til at hallucinere?

Absint er en berygtet alkoholisk drik, som især forbindes med de kunstnere, der nød den i 1800- og 1900-tallets Europa. Men hvad er absint egentlig, og er den virkelig psykedelisk? Og hvordan laver man den derhjemme?

Hvordan laves absint?

Også kendt som den grønne fe (la fée verte) kan absint have mange forskellige nuancer af grøn – eller være helt farveløs. Fremstillingen minder om ginproduktion, hvor urter som malurt trækker i en basealkohol, før blandingen destilleres igen for at fjerne den bitre smag. Hvis absinten er farveløs ved tapning, kaldes den typisk “blanche” eller “la bleue”.

Mere traditionelle absinter får deres flotte, smaragdgrønne farve fra en sekundær maceration med andre planter, for eksempel isop og pebermynte. Olierne, de sekundære metabolitter og klorofyllet fra planterne giver drikken dens karakteristiske grønne skær. Denne del af processen bidrager også med en mere kompleks smagsprofil og betragtes som vigtig for lagringen.

Absintens historie og farer

Absintens historie hænger uløseligt sammen med de kunstnere, der elskede den, og de myter, der er vokset frem omkring den. Malurt, som er en af drikkens vigtigste ingredienser, stammer fra Val-de-Travers i Schweiz og blev af digteren og kunstneren Arthur Rimbaud omtalt som “gletsjernes salviebusk”.

Den første dokumenterede omtale af absint stammer fra 1792, hvor den schweiziske læge Dr Pierre Ordinaire nævnte den. Han gav den navnet “la fée verte” og ordinerede den som medicin mod alt fra epilepsi til nyresten og urinsyregigt. Senere blev drikken dog selve symbolet på Belle Époque—fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet—og den mest moderne drik i Paris. Absint blev set som en muse for forfattere som Rimbaud og Oscar Wilde, som blandt andet skrev om at få hallucinationer efter at have drukket den. Kunstnere, herunder Manet og Picasso, gjorde den så ikonisk, at pariserne omdøbte drikketimen klokken fem til Den grønne time.

Så hvor, og hvordan, gik det hele så galt?

Det hele peger tilbage på Schweiz. I 1905 drak en 31-årig landmand ved navn Jean Lanfray enorme mængder vin, cognac, brandy, crème de menthe og – naturligvis – to glas absint på næsten tom mave; han havde kun fået en sandwich. Fortabt i en alkoholrus gik Lanfray hjem og dræbte sin kone og deres to børn.

Det skete netop, som afholds- og forbudsbevægelsen var ved at få medvind. Efter omtalen af mordet vendte den offentlige opinion sig gradvist mod absint, og det endte med 82.000 underskrifter, der med succes krævede drikken forbudt. I USA kom forbuddet i 1908 og igen i 1915. Frankrig indførte forbuddet samtidig med 1. verdenskrig. Argumentet lød, at absint var med til at ”degenerere befolkningen”, og at det var upatriotisk at drikke absint, fordi den var schweizisk.

Absint blev forbudt i USA og i en række europæiske lande som Frankrig, Nederlandene, Østrig, Schweiz, Belgien og Ungarn. I nogle områder varede forbuddene i næsten et helt århundrede. Først i 2007 vedtog USA en lov, der gjorde næsten al absint fuldt lovlig at sælge på barer og at drikke. Den eneste undtagelse var absint, der indeholder et stof kaldet thujon – et neurotoksin, som i højere doser kan give forvirring og epileptiske kramper, men som også er blevet sat i forbindelse med symptomer som svimmelhed, hallucinationer og vrangforestillinger.

Hvorfor tror folk, at absint kan få dig til at hallucinere?

Selvom absint ofte blev set som en muse for franske kunstnere, er det den irske forfatter Oscar Wilde, der i høj grad kan takkes for den sejlivede myte om, at absint giver hallucinationer. En aften, efter at have drukket en pæn mængde øl og absint, var Wilde på vej hjem. Mens han forsøgte at finde vej gennem gaderne, kiggede han ned på sine fødder og syntes at se tulipaner skyde op fra hans ben og sno sig hen over kroppen, mens han gik. Tulipanerne blev mere og mere klare og farvestrålende – næsten virkelige – indtil han blinkede tungt, og de forsvandt.

Der findes ingen egentlig forklaring på, hvorfor det skete, ud over at han var kraftigt beruset. Alligevel fastholdt Wilde, at oplevelsen skyldtes absint. Det har været med til at fodre myten om spiritussens nærmest magiske styrke. Og fordi Wilde bevægede sig i de fashionable kredse, gjorde historien også absint endnu mere populær blandt kunstnere og forfattere.

Det betyder dog ikke, at der slet ikke var en risiko forbundet med absint. Faren kom bare i mindre grad fra selve drikken og oftere fra forurenende tilsætningsstoffer, der kan være blevet blandet i billige varianter.

Kan absint forårsage hallucinationer?

Øh… faktisk nej.

Den ingrediens i absint, der har skabt mest røre i debatten, hedder thujon – et naturligt stof, som findes i malurt. I dag er produktionen af absint reguleret, og thujonindholdet skal holdes nede (og i praksis fjernes/reduceres), for at produktet kan sælges lovligt.

Sandheden er, at thujon i høje doser potentielt kan være giftigt. I meget koncentrerede former – f.eks. som reduceret olie eller tinktur – kan thujon påvirke neurotransmitteren gamma-aminosmørsyre (GABA). GABA kan være med til at modulere følelser som eufori og ubehag (dysfori), men det skaber ikke hallucinationer, medmindre personen i forvejen har en psykisk lidelse. Overdosering af thujon kan føre til nedsat motorik samt kramper og anfald. Mængden af thujon i traditionel absint er dog usandsynligt at gøre skade, hvis man drikker med måde. Skal der virkelig ske noget alvorligt, vil man typisk nå at få alkoholforgiftning, længe før thujon bliver et problem.

Luke Sumpter

Med en BSc (Hons) i kliniske sundhedsvidenskaber og en stor passion for plantedyrkning har Luke Sumpter i de seneste 7 år arbejdet som professionel journalist og skribent i krydsfeltet mellem cannabis og videnskab.

Læs hele biografien