På jagt efter et gateway drug—cannabis vs. alkohol

Ryg en joint den ene aften – og risikér at vågne op med en nål i armen den næste. For os, der voksede op i 80’erne, 90’erne og 00’erne, har teorien om “gateway drug” været en fast del af den måde, vi blev undervist i stoffer på.

Da jeg voksede op i Schweiz i 1990’erne, kørte mine forældre forbi Zürichs berygtede Platzspitz som en måde at lære os børn, at “det her er, hvad der sker, hvis du tager stoffer”. Og cannabis blev set som en sikker billet til at ende blandt de afhængige, der lå bevidstløse i kulden.

Lærere og offentlige kampagner om stofoplysning bankede det samme budskab ind igen og igen. Selv i dag hører vi stadig forældre, politikere og endda forskere diskutere, om stoffer som cannabis fungerer som en indgang til andre, “hårdere” substanser.

Men hvad så med alkohol? Sprut er helt lovligt og let tilgængeligt, og som ethvert andet rusmiddel påvirker det tydeligt vores adfærd, hæmninger og dømmekraft. Kan det være, at alkohol i virkeligheden er den “rigtige” gateway drug?

HVORDAN ALKOHOL PÅVIRKER HJERNEN

Alkohol kan især én ting: Det ændrer, hvordan vi har det. Det sker, fordi alkohol påvirker måden, vores hjerneceller kommunikerer med hinanden på.

Hjerneceller – også kaldet neuroner – bruger neurotransmittere til at kommunikere. Neurotransmittere fungerer som små kemiske budbringere, der transporterer beskeder fra én neuron til en anden.

Alkohol påvirker direkte overførslen af bestemte neurotransmittere i hjernen. Mere præcist hæmmer alkohol glutamat og øger aktiviteten af GABA. Glutamat er en stimulerende neurotransmitter, der gør neuroner mere tilbøjelige til at affyre, mens GABA er en hæmmende neurotransmitter, der gør dem mindre tilbøjelige til det.

Resultatet er, at informationsstrømmen i hjernen begynder at gå langsommere. Det er i bund og grund derfor, vi – når vi er berusede – føler, opfatter og lægger mærke til mindre. Det er også dét, der ofte får fulde mennesker til at hænge fast i én enkelt tanke og køre den i ring, som: "Det her er den bedste aften nogensinde!" De samme effekter er grunden til, at alkohol betragtes som et dæmpende middel; det dæmper både vores centrale og perifere nervesystem.

Interessant nok hæmmer alkohol godt nok vores hjernefunktioner, men ikke nødvendigvis vores sociale side. En af hovedgrundene til, at mange holder af alkohol, er nemlig, at det sænker vores hæmninger og kan få os til at føle os mere frie og åbne i sociale situationer.

Alkohol kan også skabe en tydelig eufori, som – sammen med de lavere sociale hæmninger – pludselig giver os modet til at starte en samtale med en fremmed, danse på et bord til Shania Twain osv.

Konklusionen er, at alkohol fungerer som et socialt smøremiddel, netop fordi det sænker hæmningerne og gør os mere tilbøjelige til at opføre os ude af karakter (både på godt og ondt). Så hvis man leder efter en syndebuk at give skylden for problemet med global stofafhængighed, er det svært at finde en bedre "gateway drug" end alkohol.

Nu tænker du måske: "cannabis påvirker jo – ligesom alkohol – også vores hæmninger, beslutningstagning og adfærd". Og ja, det har du ret i; cannabis hjælper for mange også med at sænke deres sociale, kreative og endda seksuelle hæmninger. Men betyder det så, at en cannabisrus gør en person mere tilbøjelig til at opsøge andre, hårdere stoffer?

Cannabis er ikke et gateway-stof

I 2016 skrev Dr. Robert L. DuPont, som er præsident for det amerikanske Institute for Behavior and Health, en klumme i New York Times med titlen “Marijuana Has Proven to Be a Gateway Drug”^[1]. Dr. DuPont indleder sit ræsonnement med den klassiske påstand om, at langt de fleste heroinbrugere startede deres rejse ind i den mørke stofverden med cannabis.

Det er svært at afvise. De fleste heroinafhængige har uden tvivl prøvet cannabis. Men det betyder ikke, at de fleste cannabisbrugere senere går videre til heroin eller andre, hårdere stoffer. Faktisk viser forskning, at de fleste, der har prøvet cannabis, slet ikke ender med at blive faste brugere.

En undersøgelse fra 2017 foretaget af Marist University og Yahoo News interviewede telefonisk 1.122 voksne amerikanere om deres erfaringer med cannabis. Undersøgelsen viste, at 52% af de adspurgte havde prøvet det, mens 22% bruger det i dag (defineret som at have brugt cannabis mindst en eller to gange inden for det seneste år). Samtidig svarede kun 14% af alle adspurgte, at de bruger cannabis regelmæssigt – mindst en eller to gange om måneden.

Sandsynligheden for, at cannabisbrugere udvikler afhængighed eller en “cannabisbrugsforstyrrelse”, er endnu lavere. Ifølge tal fra det amerikanske National Institute on Drug Abuse er det kun omkring 9% af dem, der bruger cannabis, som bliver afhængige.

I rapporten “The Real Gateway Drug”^[3] gør American Addiction Centers det helt klart, at cannabis sjældent er det første stof, folk eksperimenterer med. I rapporten talte AAC med over 1.000 amerikanere om, hvordan de begyndte på – og eventuelt gik videre med – deres stofbrug. Blandt dem, der havde drukket alkohol, svarede knap 66%, at alkohol var det første rusmiddel, de prøvede. 23,8% angav tobak som deres første, mens kun 18% sagde, at de startede med cannabis.

Nogle studier peger endda på, at cannabis kan hjælpe folk med at trappe ud af andre afhængighedsskabende stoffer. Et studie fra 2014, offentliggjort i The Journal of The American Medical Association, viste for eksempel, at amerikanske delstater med lovgivning om medicinsk marihuana havde næsten 25% færre dødsfald relateret til opioidoverdoser. Forklaringen er, at cannabis kan give mere effektiv lindring af smerter og andre symptomer uden de sundhedsrisici, der ofte følger med receptpligtig medicin.

Genbesøg af gateway-teorien

Så hvad betyder alt det her egentlig for gateway drug-teorien? Er det ren opspind, eller ligger der en smule sandhed i påstanden om, at det at prøve nogle rusmidler kan gøre det mere sandsynligt, at man prøver andre?

Der findes faktisk forskning, der peger på, at visse stoffer kan påvirke hjernens belønningssystemer på en måde, som kan gøre andre substanser mere tillokkende.

En artikel fra 2017 i Science Advances viste for eksempel, at rotter, der fik alkohol, var langt mere tilbøjelige til at aktivere en håndtag, som udløste kokain. Der findes faktisk også ret spændende forskning, der særligt fremhæver en sammenhæng mellem netop de to stoffer.

Selv rapporten fra American Addiction Centers, som jeg nævnte tidligere, pegede på bestemte mønstre i rusmiddelbrug; hallucinogener som psilocybin-svampe og LSD var for eksempel oftest det 4. stof, der blev brugt, og kokain det 5.

De her resultater er uden tvivl interessante og taler for, at vi bør undersøge stofmisbrug og dets mekanismer nærmere. Men der findes langt mere overbevisende evidens for, at sociale faktorer som mental sundhed og fattigdom i langt højere grad fungerer som de reelle “indgange” til stofbrug og afhængighed.

Også selve dynamikken på narkomarkedet påvirker, hvordan folk bruger og misbruger substanser. I lande som Holland er brugen af cannabis og hallucinogene svampe langt mindre udbredt end i andre dele af verden, hvor de to stoffer stadig er kriminaliserede. 

Afslutning på gateway-debatten

Så øger det at prøve ét rusmiddel risikoen for at kaste sig over det næste? Måske. Men at forstå afhængighed – og hvad der får folk til at vælge ét stof frem for et andet – er langt mere komplekst end blot at pege fingre ad et enkelt middel.

Hvis du alligevel mener, at portstof-teorien holder, så vil jeg foreslå, at du i stedet retter blikket mod alkohol og vores afslappede forhold til det – frem for cannabis.

Steven Voser

Steven Voser er en uafhængig cannabisjournalist med mere end 6 års erfaring med at skrive om alt inden for cannabis – fra hvordan man dyrker det, og hvordan man får mest muligt ud af det, til den hastigt voksende branche og det uklare juridiske landskab, der omgiver det.

Læs hele biografien