Sådan dyrker du Sticky Beast Automatic cannabis

Sticky Beast Automatic: spiring

Jeg brugte spiremetoden med “papirhåndklæde”, og som sædvanligt fik jeg 4 frø til at åbne sig inden for 48 timer. Så snart pælerødderne dukkede op, satte jeg dem direkte i 6 l sorte, firkantede potter fyldt med en let jordblanding—og dækkede frøene forsigtigt med et par centimeter fugtig topjord, som på forhånd var gennemvædet med stille mineralvand.

Derefter skruede jeg min dæmpbare digitale ballast ned på laveste niveau (250 W), monterede min HPS-pære i den kompakte aluminiumshætte og indstillede timeren til et 20-4 lysprogram. Yderligere to dage senere havde alle 4 Sticky Beast Automatic-spirer brudt gennem jorden og stod ranke.

Sticky Beast Automatic: vegetativ vækst, dag 1–24

Med den nye generation af automatics er det næsten umuligt at trække en skarp linje mellem kimplantefasen og den egentlige vegetative vækst. Mine 4 Sticky Beast Automatics lagde fra land med et brag. Altså, to af dem gjorde. På dag 17 havde jeg to ekstremt livskraftige planter, som allerede var 25 cm høje og ragede op over to små dværge—hvoraf den ene havde mere end et par grimme bladmutationer. Jeg havde simpelthen ikke råd til at miste planter så tidligt i dyrkningen. Men jeg stod også med to kommende monstre, og de ville få brug for al den dyrkningsplads, der var til rådighed.

Jeg bør nok nævne, at jeg byggede mit klædeskab om til et mini-grow til denne omgang, og jeg kommer—nej, jeg vil helt sikkert—give en anden super-auto sort en tur i det. Misforstå mig ikke: Normalt dyrker jeg mit cannabis som et almindeligt menneske i et dyrkningstelt, men nogle gange kræver situationen kreative løsninger. Apropos mål: Mit “klædeskab-grow” er cirka 50 cm dybt, 1,5 m højt og omtrent lige så bredt, som det er langt og smalt. Altså et helt almindeligt klædeskab.

Soveværelsesvinduet, som jeg åbner jævnligt, mens jeg ryger joints, er den eneste ventilation. En lille bordventilator giver lidt luftbevægelse, og så længe jeg skruer ballasten ned på 250 W, holder temperaturen sig mellem 22–26°C og den relative luftfugtighed mellem 40–60%. Grundlæggende var den eneste ændring, jeg lavede, at hænge en reflektor op i bøjlestangen og sætte cannabisplanter ind i stedet for tøj. Men måneder senere, mens jeg skriver dette, rejser jeg stadig let: Jeg ejer tre af alt, bor tæt på et møntvaskeri, og tro det eller ej—jeg føler mig friere end nogensinde.

Under alle omstændigheder ville jeg bevise noget for mig selv—og for jer alle sammen. Af rent egoistiske grunde havde jeg brug for at bevise, at jeg kan dyrk cannabis af høj kvalitet uanset forholdene. Samtidig ville jeg vise micro-dyrkere og dem, der stadig sidder på hegnet, at et billigt, effektivt home-grow kan være en indsats, der virkelig betaler sig—med et enormt potentiale.

Tilbage til det, det hele handler om. Jeg fjernede de to underpræsterende spirer og gik i gang med beskæring og træning (LST) af mine to stjerneplanter. Da jeg havde to forskellige fænotyper, fik jeg en oplagt chance for at bruge flere teknikker med virkelig god effekt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg var helt ærligt så overrasket over, hvor godt begge planter reagerede på LST, at jeg blev mere modig med bøjningerne dag for dag. Jeg toppede endda den mest buskede af de to for at se, hvor mange ekstra skud jeg kunne lokke frem.

Med en kombination af tynde træpinde på ca. 30 cm og bløde plantebånd fladede jeg kronedækket ud igen og igen. Jeg måtte justere reflektoren dagligt for at holde den optimale afstand på 30 cm mellem topskud og vækstlampen. “Akupunktur-LST” fortsatte uden pause i 8 dage, indtil der stod to buske på omkring 40 cm. Den biologiske timer i enhver Autoflower tæller ned til blomstring, og på dag 25 stak pistiller frem fra flere steder på begge planter.

50 nuancer af Sticky Beast Automatic: Blomstring, dag 25–75

Sticky Beast Automatic gik direkte i overhalingsbanen, så snart blomstringsfasen begyndte. Det var lidt mærkeligt at se blomsterne dukke op så hurtigt uden den klassiske overgang til et 12/12-lysskema. Men det er netop charmen ved Autoflowering-hybrider. Det her var helt klart en “hænderne i jorden”-dyrkning, og min daglige rutine med at bøje skud tog yderligere fart i de første 15 dage af blomstringen. Omkring dag 40 var begge planter vokset til det dobbelte på alle tænkelige måder. Ikke alene var de blevet dobbelt så høje og nærmede sig en meter, de var også blevet markant mere buskede med masser af sekundære skud. For at sige det helt præcist: Jeg bøjede flere skud, end Yuri Gellar bøjede skeer i sin tid.

Den ene fænotype strakte sig lidt mere, end jeg brød mig om, med langt større afstand mellem knuderne og mindre forgrening. Den mindede dog stadig mere om en tung indica end en ruderalis-dværg. Den mere buskede fænotype lignede en turboladet Skunk-busk og tog flot på i knopvægt. Alt kørte som smurt – lige indtil det ikke gjorde. En calcium- og magnesium-mangel ramte omkring dag 50 og satte sine spor på begge planter frem til dag 60. Hurtig fejlfinding og en kontant reaktion fik dyrkningen tilbage på sporet, men i mere end en uge var jeg sikker på, at jeg havde skudt mig selv i foden og forgiftet begge planter.

Jeg holdt hovedet koldt, skyllede med rent vand og justerede min fodringsplan. Skemaet “gødning-vand-gødning-vand” viste sig at være det mest effektive, og jeg burde aldrig have afveget fra det. Jeg fandt også ud af, at 25% styrke af Advanced Nutrients’ tredelte basisnæring var perfekt i den vegetative fase, og jeg arbejdede mig gradvist op til 50% i blomstringsfasen. At skrue ned for kvælstof fungerede ikke, så jeg gik tilbage til lige dele Grow, Micro og Bloom for at sætte gang i en ny omgang knopudvikling.

På dag 68 stod der et par sejlivede reefer-road-warriors på omkring en meter, og hele garderoben var fyldt med klistrede buds. Selvom colaerne ikke var de længste, havde et hav af små til mellemstore, tætte og frostede nugs udfyldt kronedækket. Min bordventilator – nu sat op på en kasse på en stol – sørgede for, at der var luftcirkulation gennem det klistrede, grønne kronedække. Jo, der var stadig en del gule blade efter cal/mag-manglen, men budsene så virkelig lovende ud. Og jeg var alligevel i gang med at defoliere. Det var tid til at skylle igen.

En uge senere, på dag 75, efter en grundig visuel kontrol af topskuddene, vidste jeg, at det var høsttid. De fleste pistiller var skiftet fra hvide til orange/røde. Klistrede, neongrønne nugs med et tæppe af mælkehvide trichomer satte sig fast i min trimsaks resten af aftenen. En moskusagtig “Roadkill”-duft kom til at stinke hele min lejlighed til i de næste 10 dage, indtil jeg vejede 147 g tørrede Sticky Beast Automatic buds op og tændte en spliff for at fejre det – og give stedet den helt rette, gennemtrængende reefer-duft.

Luke Sumpter

Med en BSc (Hons) i kliniske sundhedsvidenskaber og en stor passion for plantedyrkning har Luke Sumpter i de seneste 7 år arbejdet som professionel journalist og skribent i krydsfeltet mellem cannabis og videnskab.

Læs hele biografien