Er Longbottom Leaf i Ringenes herre cannabis?

I årevis har ét spørgsmål underholdt Ringenes herre-publikummet i det stille: Går hobbitterne i Herredet og Gandalf bare og ryger cannabis? Stemningen er i hvert fald svær at tage fejl af: piberøgsscenerne emmer af ro, Bilbo puster røg-ringe på sin veranda, Merry og Pippin finder begejstrede hele tønder af det i Isengård, og Saruman beskylder endda Gandalf for at have fået sløvet sin forstand af det.

Teorien har især fået fat på nettet blandt fans af filmtrilogien, som mistænker, at Tolkien kan have sneget noget mere lyssky ind i sin fantasyverden. Men findes der egentlig noget belæg for det? Eller er det bare et eksempel på, at moderne læsere læser nutidige referencer ind i en ældre, mere uskyldig vane?

For at svare ordentligt må vi ned i lore’en og især se på, hvad Tolkien faktisk skrev. Filmenes visuelle tone efterlader plads til fortolkning, men bøgerne er overraskende konkrete.

Hvordan bruges Longbottom Leaf i Ringenes herre?

Pibetobak dukker ofte op i Tolkiens værker—mest markant i hænderne (og piberne) på hobbitterne. Første gang vi ser den blive brugt, er i Hobbitten, hvor Bilbo Sækker nyder et stille øjeblik med ro og eftertanke, lige inden Gandalfs uventede ankomst.

Den stemning går igen gennem Ringenes herre. Frodo, Sam, Merry og Pippin ryger alle på forskellige tidspunkter. Efterhånden som fortællingen bliver mørkere, får deres forkærlighed for pibetobak et næsten nostalgisk skær—som en påmindelse om Herredet og en verden, der endnu ikke er mærket af krig og skygger.

Et af de mest ikoniske øjeblikke kommer i De to tårne, hvor Merry og Pippin efter slaget ved Isengård falder over tønder med pibetobak i ruinerne ved Orthanc. Midt i kaosset finder de trøst i den mest velkendte af Herredets “eksportvarer”. Billedet er slående: to hobbitter, der ryger og griner i hjertet af en ødelagt fæstning—som en trodsig kontrast til de dystre omgivelser.

Men vanen er ikke kun forbeholdt hobbitter. Gandalf ses sjældent uden sin pibe, og selv Aragorn siges at nyde en pibe i ny og næ. Pibetobak har sin helt egen plads i Midgårds kultur, og der findes endda flere sorter: Old Toby, Southern Star og Longbottom Leaf—alle dyrket i Southfarthing. Den bedste kvalitet siges at komme fra landsbyen Longbottom, hvor dyrkningen er blevet forfinet gennem generationer.

Tolkien tog emnet så alvorligt, at han tilføjede et kort essay, “Om pibetobak”, som et tillæg til Kongens tilbagekomst, hvor historien gennemgås i detaljer. Ifølge teksten blev pibetobak først introduceret i Herredet af Tobold Hornblower fra Longbottom engang omkring år 2670 i Tredje Tidsalder. Populariteten spredte sig hurtigt og blev en uundværlig del af hobbitternes kultur.

Så hvad er Longbottom Leaf egentlig?

Selv om tanken om marihuana i Midgård har moret mange læsere, var Tolkien faktisk ret tydelig om, hvad pibeurt er. I Hobbitten bliver det direkte kaldt tobak. Og i Ringenes Herre omtaler Tolkien det som Nicotiana – den samme slægt, man bruger i den videnskabelige klassifikation af rigtige tobaksplanter.

Det fjerner det meste af tvetydigheden i teksten. Hvor han ellers sjældent bruger moderne botaniske betegnelser (planter i Midgård har typisk deres egne opdigtede navne), er tobak undtagelsen. Tolkien ville have, at læserne forstod, at det ikke var en skjult hentydning til noget stærkere. Det skulle føles velkendt og ukontroversielt.

Det er også værd at bemærke, at rygning i Tolkiens verden aldrig fremstilles som skadeligt eller hensynsløst. Tværtimod bliver det ofte kædet sammen med øjeblikke af indsigt, eftertanke og fællesskab. Uanset om Bilbo nyder et stille øjeblik alene, eller Gandalf og Théoden deler en pibe efter et slag, forbindes bladet med ro – ikke kaos.

Når det er sagt, er der stadig en særlig respekt omkring det. Longbottom Leaf er især eftertragtet. Sarumans lagre i Isengard er mærkeligt nok fyldt godt op med det, hvilket får Gandalf til at bemærke, at Saruman måske har udviklet en personlig forkærlighed for Herredets afgrøder – måske et diskret tegn på hans underliggende misundelse eller en stille last midt i det mørke, der langsomt tager over.

Er Longbottom Leaf weed i filmene?

Hvor Tolkiens tekst trækker en tydelig streg i sandet, er Peter Jacksons filmatisering langt mere tvetydig. Begrebet “pipe-weed” bliver aldrig forklaret i filmene. Der er ingen henvisninger til Nicotiana eller tobak. I stedet holdes det bevidst uklart, så nutidige seere selv kan læse deres egne tolkninger ind i det.

Den uklarhed føles næppe tilfældig. Tænk på stemningen i scenerne, hvor pipe-weed optræder: langsom, finurlig og en smule selvforkælende; figurerne puster ud med overdrevet lettelse; samtalerne bliver drømmende. Og så er der den afslørende replik i manuskriptet: Saruman siger til Gandalf i Eventyret om ringen: “Din kærlighed til halvingernes blad har tydeligvis sløvet dit sind.” Leveret med foragt lyder det som en kommentar til en, der har taget et par sug for meget.

Læg dertil, hvordan Merry og Pippin opfører sig efter deres raid i Isengard. De er afslappede, lidt fjollede, spiser, ryger og griner helt uden hæmninger. Selvom de ikke ligefrem virker “høje”, er deres humør tydeligt forandret. Den slags øjeblikke åbner for fortolkninger—særligt for et moderne publikum, der er mere fortrolig med cannabiskultur end med engelsk piberøgning fra det tidlige 1900-tal.

Jackson og hans manuskriptforfattere har sandsynligvis vidst, at tvetydigheden ville more fans. Ved at undgå enhver konkret reference til tobak gav de seerne frihed til at se, hvad de ville, uden at filmen på noget tidspunkt slår fast, hvad pipe-weed “i virkeligheden” er.

Brugte Tolkien cannabis?

Der findes ingen beviser for, at J.R.R. Tolkien brugte cannabis – eller overhovedet prøvede det. Hans livsstil, som den træder frem i breve og biografier, peger snarere på en forkærlighed for de enkle glæder: te, øl, gåture og hans pibe. Han røg pibe det meste af sit liv, og hans nydelse af tobak er veldokumenteret.

Endnu vigtigere er det, at Tolkien havde en dyb respekt for tradition og orden. Han byggede Herredet tæt op ad sine erfaringer fra det landlige England før Første Verdenskrig – et sted med små bekvemmeligheder, landsbyrutiner og milde vaner. Hobbitterne og deres kærlighed til pibeurt (pipe-weed) afspejler netop den verden. Det er et symbol på rolig værdighed – ikke oprør.

Selvom moderne læsere kan forbinde piberygning med stærkere stoffer, var Tolkiens forhold til det fuldt ud forankret i tidens sociale normer. Intet tyder på, at han mente pibeurt skulle være andet, end det han selv skrev, det var: tobak.

Longbottom Leaf i Ringenes herre: vi ville ønske, det var weed!

Det er måske ikke cannabis, men Longbottom Leaf har stadig en helt særlig plads i fansenes hjerter. Uanset om du ser det som et symbol på ro og fred, en følelse af nostalgi eller bare en finurlig hobbitvane fra Herredet, rammer det noget helt centralt i Tolkiens univers: at selv midt i krig og mørke betyder de små glæder og trygge ritualer noget.

I bøgerne er der ingen tvivl—det er tobak (pibetobak/pipe-weed). Men i filmene bliver stemningen lige en anelse mere tvetydig, og det efterlader døren på klem. Scenerne emmer af charme, og den bevidste uklarhed er næsten helt sikkert en del af joken. Hvis man som seer gerne vil forestille sig, at Gandalf nyder noget lidt stærkere, gør filmene ikke ligefrem meget for at stoppe den tanke. Så selv om det ikke teknisk set er weed, er selve spørgsmålet blevet en del af fan-kulturen. Og måske passer det meget godt—Midgård er enorm, lagdelt og fyldt med detaljer.

Max Sargent

Max har skrevet i over et årti og er i de seneste år gået ind i cannabis- og psykedelisk journalistik. Han har skrevet for virksomheder som Zamnesia, Royal Queen Seeds, Cannaconnection, Gorilla frø, MushMagic og flere, og han har erfaring på tværs af en bred vifte af branchen.

Læs hele biografien