Den mislykkede krig mod stoffer – et resumé

Hvis man vil forstå konsekvenserne—og fiaskoen—ved War on Drugs, er det afgørende at se på, hvordan USA’s forhold til psykoaktive stoffer har ændret sig over tid. Det bliver tydeligst, hvis man deler historien op i to meget ulige perioder: før Første Verdenskrig og efter Første Verdenskrig.

Mange af USA’s oprindelige stammer har haft—og har stadig—en hellig relation til lokale planter, herunder psykoaktive stoffer som cannabis, peyote og svampe. Planterne spillede—og spiller fortsat—en central rolle i spirituelle og sociale ceremonier samt i hverdagslivet.

Efter koloniseringen og gennem 1800-tallet var holdningen til stoffer relativt frisindet. Man kendte godt til, at stoffer som opium kunne bruges rekreativt, men heroin blev anvendt mod luftvejsproblemer, kokain var en naturlig ingrediens i Coca-Cola, og morfin blev ofte udskrevet af læger som smertestillende middel.

Fra beskatning til forbud

Den anden halvdel af USA’s forhold til stoffer handler mindre om selve Første Verdenskrig og mere om, hvordan afholdsbevægelsen og spiritusforbuddet satte dagsordenen.

Omkring år 1900 begyndte flere delstater at indføre afgifter på stoffer eller at begrænse dem til udelukkende medicinsk brug. Derfor forbød Smoking Opium Exclusion Act fra 1909 ganske vist opium til rygning, men opium kunne stadig fås til medicinske formål.

I 1914 vedtog Kongressen Harrison Act for at regulere og beskatte produktion, import og distribution af kokain og opiater. I 1917 fulgte alkoholforbuddet hurtigt efter, da Kongressen vedtog det 18. forfatningstillæg og National Prohibition Act (også kendt som Volstead Act).

Marihuana Tax Act

Fra 1917 til 1933 blev spiritusforbuddet håndhævet benhårdt, og perioden var præget af en religiøs og moralsk fordømmelse af rusmidler. Samtidig fik mange soldater, der vendte hjem fra 1. verdenskrig, morfin mod deres skader, hvilket bidrog til en markant stigning i afhængighed.

Oprettelsen af Federal Bureau of Narcotics i 1930 og Uniform State Narcotic Drugs Act satte yderligere gang i forsøgene på at regulere og beskatte misbrug af narkotika – angiveligt for at bekæmpe afhængighed. Dette blev understøttet af USA’s første cannabislov, der blev indført i 1937. “Marihuana Tax Act” pålagde en afgift på salg af cannabis, hamp og marihuana uden at kriminalisere besiddelse eller brug af marihuana.

Men hvordan gik USA fra forholdsvis lempelige drug laws til det nuværende landskab af hårde og straffende narkolove? Skylden kan i høj grad placeres hos én mand: præsident Richard Nixon.

De grimme årsager bag krigen mod stoffer

Da Nixon tiltrådte i 1969, overtog han præsidentposten, mens USA stod midt i den langvarige Vietnamkrig. Landet var stadig præget af chokket efter mordet på JFK i 1963 og drabet på hans bror Robert i 1968. Det var kort sagt en tid med udbredt social uro i USA.

Nixon havde vundet valget med en særdeles snæver margin og sigtede mod genvalg i 1972. I 1971 præsenterede han stofmisbrug som en national nødsituation. Ved at indramme problemet som en “krig” mod narkotika kunne han kræve 84 mio. dollars til “akutte tiltag”. Men sandheden er, at krigen mod narkotika handlede om mere end afhængighed.

I praksis fungerede den som et effektivt politisk redskab. Rekreativt stofbrug var især udbredt i to bestemte grupper: den krigsmodstandende venstrefløj og sorte amerikanere. Ingen af disse grupper støttede Nixon, og derfor gav krigen mod narkotika ham mulighed for at straffe politiske modstandere og samtidig aktivt miskreditere dem.

Det her hører ikke hjemme i konspirationsteoriernes verden. I et interview fra 1994 med journalisten Dan Baum forklarede Nixons chef for indenrigspolitik, John Ehrlichman, helt åbenlyst, hvorfor administrationen havde brug for dækkehistorien om krigen mod narkotika.

“Vi vidste, at vi ikke kunne gøre det ulovligt at være imod krigen eller at være sort, men ved at få offentligheden til at forbinde hippierne med marihuana og sorte med heroin – og derefter kriminalisere begge dele hårdt – kunne vi ødelægge de fællesskaber. Vi kunne arrestere deres ledere, ransage deres hjem, splitte deres møder ad og udskamme dem aften efter aften i TV-nyhederne. Vidste vi, at vi løj om stofferne? Selvfølgelig gjorde vi det.”

Vidste vi, at vi løj om stofferne? Selvfølgelig gjorde vi det.”

Resultatet? Nixon vandt valget i 1972 med en jordskredssejr.

Tiltag for at kontrollere stofbrug og handel

Nixons narkotikapolitik indførte stramme love, hårde straffe for rekreativ brug og oprettelsen af specialiserede myndigheder til håndhævelse. Det satte kursen ikke kun for USA’s indenrigspolitiske linje på narkotikaområdet, men også for den måde, USA kom til at påvirke andre landes politik.

Narkotikapolitik i USA

Controlled Substances Act (CSA) blev underskrevet i 1970 og indførte et system, der inddeler stoffer i fem tydelige kategorier (såkaldte “schedules”). Indplaceringen afhænger af, om og hvordan et stof kan bruges medicinsk, samt hvor stort potentiale der er for misbrug.

Øverst ligger Schedule I, som omfatter de stoffer, man vurderer som mest afhængighedsskabende og med mindst dokumenteret medicinsk værdi. I Schedule I finder man blandt andet heroin, LSD, MDMA og cannabis. Nederst ligger Schedule V, som dækker mildere, kontrollerede produkter, fx hostesaft med kodein.

Allerede i juni 1971 havde Nixon markant øget den føderale finansiering til myndigheder, der arbejdede med narkotikakontrol. Samtidig blev straffene skærpet, blandt andet med obligatoriske fængselsstraffe for narkotikarelateret kriminalitet, og Special Action Office for Drug Abuse Prevention blev oprettet. I 1973 introducerede Nixon Drug Enforcement Administration (DEA).

I løbet af 1980’erne, under præsidenterne Ronald Reagan og George H.W. Bush, fortsatte linjen med at fordømme stofbrug og straffe lovovertrædere hårdt. Reagans Comprehensive Crime Control Act fra 1984 satte effektivt en stopper for udbredt rekreativ brug af cannabis og indførte både obligatoriske minimumsstraffe og civil konfiskation af aktiver. Fra 1980 til 1984 steg driftsbudgettet for FBI’s enheder for narkotikahåndhævelse fra 8 millioner til 95 millioner dollars.

ONDCP (Office of National Drug Control Policy) blev oprettet i 1988 og stod bag National Youth Anti-Drug Media Campaign i 1989. Med opbakning fra både Bush og Clinton blev ONDCP’s direktørpost først indført og senere ophøjet til kabinetniveau. Finansieringen af kontoret blev sikret via Treasury and General Government Appropriations Act fra 1998.

OPERATIONER I UDLANDET

Selv om Nixon hævdede at ville begrænse USA’s indblanding i udenlandske konflikter, blev selve idéen om en “krig mod stoffer” i praksis et nyttigt røgslør for amerikanske militære og paramilitære operationer. USA’s engagement i andre lande under dække af narkobekæmpelse udløste enorme mængder udenlandsk bistand i form af penge, udstyr, træning og tropper, som påvirkede lokale magtforhold og blev brugt til at dæmme op for venstreorienterede oprør.

CIA er også blevet mødt af hård kritik i forbindelse med påstande om narkosmugling. Det er blevet foreslået, at agenturet har haft en rolle i trafficking fra begyndelsen af 60’erne og helt ind i det 21. århundrede. Anklagerne omfatter blandt andet handel med heroin i Golden Triangle samt påstået drift af narkonetværk i Mexico, Honduras, Nicaragua, Panama og Venezuela.

Konsekvenserne af krigen mod stoffer

"War on Drugs" har forårsaget uoprettelig skade i USA—både herhjemme og i forhold til den videnskabelige udvikling.

Socioøkonomisk påvirkning

Nixons forsøg på at ramme bestemte sociale grupper har skabt en massiv socioøkonomisk skævvridning. Det fortsatte ind i 90’erne, hvor straffene for narkotika i uforholdsmæssig grad ramte det sorte samfund samt lavindkomstgrupper.

Den politiske følgevirkning af obligatoriske minimumsstraffe har ført til, at stadigt flere unge amerikanere med anden etnisk baggrund bliver fængslet og frataget deres borgerlige rettigheder. Afhængigt af delstaten kan det betyde permanent tab af stemmeret samt dårligere adgang til uddannelse, job og bolig for grupper, der i forvejen er underrepræsenterede.

Indvirkning på skatteyderne

En undersøgelse fra 2008 af Harvard-økonomen Jeffrey A. Miron peger på, at USA kunne spare omkring 41,3 mia. dollars, hvis krigen mod stoffer blev afskaffet. Når man holder udgifterne til håndhævelse og fængsling op imod potentialet i at beskatte legaliserede stoffer, konkluderede Miron desuden, at skatteindtægterne kunne stige med cirka 46,7 mia. dollars.

Betydning for dyrkere

Internationalt har USA’s indsats for at stoppe import og brug af stoffer haft enorme konsekvenser for landmænds levebrød. I Sydamerika har kokablade for eksempel traditionelt været brugt i spirituelle sammenhænge samt til medicinske og ernæringsmæssige formål. Alligevel blev USA’s politik om udryddelse af coca gennemført uden at tilbyde bønderne en realistisk alternativ afgrøde, og den blev håndhævet med støtte fra det amerikanske militær. Resultatet har været, at mange landmænd er blevet efterladt uden mad på bordet, uden indkomst og uden reelle muligheder.

Krigen mod stoffer: En total fiasko?

Hvor ineffektivt stof-forbud er, kan næsten ikke overdrives, og konsekvenserne mærkes dybt i mange samfund. En ren forbudsstrategi har nemlig haft minimal effekt på det globale udbud af stoffer, men har til gengæld skadet menneskerettighederne, den internationale sikkerhed, den nationale udvikling og folkesundheden.

Sagt helt enkelt: Krigen mod stoffer er en total fiasko. Den gavner hverken samfundets sundhed eller sikkerhed – tværtimod gør den ofte situationen værre.

I bund og grund skyldes fejlen, at der er blevet lagt alt for lidt vægt på behandling af afhængighed – og at racismen har spillet en alt for stor rolle. Når størstedelen af midlerne bruges på politiindsats og straf, ender staten med at stå tilbage uden reelle gevinster i form af tilgængelig behandling eller en seriøs indsats for at mindske stofbrug.

Alligevel ses der i Europa en spirende tilbagevenden til sund fornuft. Ved at sætte fokus på ansvarligt brug og fremhæve metoder til skadesreduktion kan de negative følger af stofbrug mindskes markant.

I Nederlandene betragtes stofbrug ikke primært som et juridisk problem. I stedet for at prioritere straf har den hollandske stat åbnet centre, hvor brugere kan indtage stoffer under rene og sikre forhold. Resultatet er lavere dødelighed og mindre spredning af virus som HIV og hepatitis C. Lande som Tyskland, Spanien, Canada og Norge har iværksat lignende tiltag, hvilket peger på et skifte i måden, vi tænker om stoffer på.

I stedet for at bruge milliarder på meningsløs straf og symbolpolitik er tiden uden tvivl inde til at kræve en afslutning på Krigen mod stoffer – og i stedet arbejde for en fremtid med ansvarligt, bevidst og fredeligt stofbrug.

Steven Voser

Steven Voser er en uafhængig cannabisjournalist med mere end 6 års erfaring med at skrive om alt inden for cannabis – fra hvordan man dyrker det, og hvordan man får mest muligt ud af det, til den hastigt voksende branche og det uklare juridiske landskab, der omgiver det.

Læs hele biografien