Hvad er en shaman?

Dem, der betragter sig selv som shamaner – eller bliver set som shamaner af andre – findes på tværs af mange forskellige kulturer. Men det er svært at sige med sikkerhed, hvad en shaman egentlig er, og der er ingen fælles enighed om, hvad begrebet dækker over, heller ikke blandt dem, der bruger det om sig selv. Nogle forbinder det med ændrede bevidsthedstilstande, andre med kontakt til ånder, og andre igen mener, at ordet bør forbeholdes bestemte kulturer i Asien og det nordlige Europa.

Vi har ikke alle svarene, men i denne artikel vil vi give et overblik over begreberne shaman og shamanisme og samtidig løfte sløret for lidt af deres særdeles fascinerende historie.

Hvad er en shaman?

Begrebet shaman – og selve udøvelsen af shamanisme – er løst defineret, og afhængigt af hvem du spørger, kan det betyde noget forskelligt og knytte sig til vidt forskellige folk og traditioner. Selvom ordet bruges i flæng, virker det som om, at der ikke er enighed om, hvad en shaman egentlig er.

Selvom denne definition ofte kritiseres, er det en udbredt opfattelse, at en shaman er en person, der gennem en trance kommunikerer med og påvirker en verden af både velvillige og fjendtlige ånder – fremkaldt via musik, dans, psykotrope stoffer eller en kombination af alle tre.

Man mente for eksempel, at Evenki-shamaner kunne løsne deres ånd fra kroppen og rejse rundt i åndeverdenen. Denne kontakt sker typisk til gavn for det lokalsamfund, som shamanen er en del af. Nogle gange betragtes shamaner også som healere eller som en slags vise.

Thomas Downson peger på tre fællestræk, der ofte går igen hos dem, der betegnes som shamaner:

• Udøvere ændrer konsekvent bevidsthedstilstand
• Denne ændring ses af fællesskabet som en vigtig rituel praksis
• Viden om praksissen er kontrolleret

Du vil måske lægge mærke til, at denne definition ikke nævner ånder, og at den heller ikke forsøger at koble traditionen til en bestemt kultur eller et bestemt sted. Det gør begrebet nemmere at generalisere, men det udvander også – og tilsidesætter til en vis grad – de faktiske praksisser hos de folk, som betegnelsen shaman først blev brugt om, og som ordet muligvis også stammer fra.

Hvad er shamanisme?

Shamanisme er også et begreb, der kan være svært at afgrænse, og som ofte bruges lidt løst. Mange gange bliver det sat på bestemte grupper af mennesker udefra, og derfor er selve ordet blevet kritiseret, fordi det kan forbindes med koloniale undertoner.

Vil man forstå shamanisme bedre, er det nyttigt at se på, hvor betegnelsen stammer fra – og det er i sig selv ikke helt enkelt. Det er uklart, men den mest udbredte forklaring er, at ordet kommer fra tungusiske sprog, især dialekter hos Sym Evenki-folkene, eller fra manchu. Den oprindelige form menes at være "samān", hvor forstavelsen "sa–" betyder "at vide". Det er dog en førende teori, ikke en sikker konklusion.

Der er også blevet foreslået, at samān i sig selv kan have rødder i det sanskritiske ord "śramaṇa", som beskriver en omvandrende munk eller hellig person. Den idé blev blandt andet fremført af Mircea Eliade, men afvises af andre forskere.

Alligevel var det først i sin moderne form, at ordet "shamanisme" blev taget i brug af russiske intellektuelle og kolonister som en betegnelse for oprindelige folks praksisser i Sibirien. Shamanisme omtales undertiden som en religion, hvor udøvere tror på en form for animisme – altså forestillingen om, at naturen er befolket af ånder. Men det er ikke en religion på den måde, mange forestiller sig: Selv om en kultur kan beskrive sig selv som “shamanisk” (eller blive beskrevet sådan af andre), findes der ikke én samlet shamanisme, der praktiseres overalt. Hver “shamanisk” kultur har sine egne særskilte ritualer, traditioner og trosforestillinger.

Selv om shamanisme-begrebet har sit udspring i Sibirien, forbinder mange i Europa og Nordamerika i stedet shamanisme med Sydamerikas jungle og ayahuasca-ritualer. Det peger på en af de store udfordringer ved ordet: Det fungerer som en paraplybetegnelse, som ofte bruges af udenforstående om oprindelige kulturer og praksisser – også selv om de kan være adskilt af både oceaner og kontinenter.

Hvor kan du finde shamaner?

Det rejser spørgsmålet: Hvor kan man finde shamaner? Alt efter hvordan du definerer begrebet, kan du finde dem stort set overalt i verden. Hvis du derimod vælger en mere snæver definition, peger det især på dele af Asien – for eksempel Sibirien og Mongoliet.

Som du kan se, afhænger det af, hvor bredt eller stramt du bruger ordet, hvor du ender med at “finde” shamaner. Men der er én vigtig ting at have i baghovedet: Vi bør ikke kalde mennesker for shamaner, hvis de ikke selv bruger betegnelsen. Det er nemlig ret almindeligt, at man hurtigt sætter mærkatet “shamanistisk” på andre kulturer uden rigtigt at forstå, hvad ordet dækker over – heller ikke i forhold til den måde, man selv bruger det på.

I antropologien blev shamanisme et samlet begreb, der blev anvendt ret bredt – først om praksisser i Sibirien og Asien og senere om traditioner i Nordamerika, og derefter Sydamerika, hvor shamaner ofte forbindes med urter som salvia divinorum, meskalinholdige kaktusser og DMT-holdige planter og padder. Nogle gange bliver begrebet strakt lidt for langt, men det er værd at bemærke, at oprindelige kulturer i Nordamerika og Nordasien deler en række ligheder. Selvom vi ofte tænker på dem som to vidt forskellige verdener, er de faktisk forbundet af frosne have i vintermånederne – og mennesker har bevæget sig mellem områderne til fods og med slæde længe før europæiske kolonister nåede til Amerikas kyster.

Et begreb, der ofte giver bedre mening i en moderne kontekst, er “neoshamanisme”. Neoshamanisme dækker over en række praksisser knyttet til New Age-spiritualitet, som har lille eller ingen direkte forbindelse til “traditionelle” shamanistiske traditioner. Neoshamaner kan bruge trance-tilstande eller psykedeliske stoffer for at få adgang til dybere lag i sig selv, men forsøger typisk ikke at interagere med en egentlig åndeverden.

Bruger shamaner nødvendigvis stoffer?

I nordvestlige kulturer forbindes ordet shaman ofte med en lidt diffus forestilling om en person, der tager psykedeliske eller andre psykotrope stoffer og bruger dem til noget, der sådan nogenlunde kaldes spirituelt—hvad det helt præcist indebærer, er det dog sjældent, folk kan sætte ord på.

Det er rigtigt, at der historisk findes en tydelig kobling mellem dem, der oprindeligt blev kaldt shamaner, og bestemte rusmidler. Men forbindelsen er ikke nødvendigvis et krav. Det, der ofte bliver blandet sammen med stofbrug, er de trancetilstande, som såkaldte shamaner tit går ind i. Sådanne ændrede bevidsthedstilstande kan fremkaldes på mange andre måder end med stoffer, blandt andet gennem dans og musik—særligt sang, trommer og rasler. Formålet med disse praksisser er typisk at skabe kontakt til ånder, fx med henblik på helbredelse eller spådom.

I neoshamanistiske praksisser har trancen dog som regel en mere meditativ funktion og handler oftere om selvhelbredelse og terapi end om at kommunikere med åndeverdenen.

Hvorfor forbindes shamaner med psykedeliske stoffer?

Når alt kommer til alt, har dem, der udøver det, man kan kalde traditionel shamanisme, ofte inddraget rusmidler i deres praksis for at lettere kunne gå ind i en trance. Faktisk er brugen af stoffer efterhånden blevet et af de kendetegn, mange bruger til at afgøre, om nogen er en shaman. Det stemmer ikke helt med historien, men det forklarer, hvorfor ordet har spredt sig globalt og er blevet brugt om en lang række kulturer, som i øvrigt ikke har nogen direkte forbindelse til hinanden.

Samerne i det nordlige polarområde har traditioner, som efter de fleste definitioner kan betragtes som shamanistiske. I disse kulturer indtager shamanerne Amanita muscaria (rød fluesvamp) for at opnå trance og søge kontakt med åndeverdenen. Brugen af psykoaktive svampe er forholdsvis udbredt blandt oprindelige folk i Sibirien, og derfor er det ikke så mærkeligt, at shamanisme ofte forbindes tæt med rusmidler — især svampe.

Ser man mod Sydamerika, bruger de personer, der ofte omtales som shamaner, psykedeliske stoffer som Psilocybe cubensis (psilocybinsvampe) eller DMT i form af ayahuasca eller udtræk fra tudser. Traditionelt handler disse ritualer også om at kommunikere med ånder. Amerikanske antropologer brugte ligeledes betegnelsen shaman om disse udøvere, og det navn har hængt ved. Det interessante er, at selvom personerne kan blive kaldt shamaner, bliver selve kulturerne sjældent omtalt som shamanistiske.

Zamnesia SUPREME dyrkningskit 'Golden Teacher'

2440

272,26 kr.

388,95 kr.

Zamnesia SUPREME dyrkningskit 'Golden Teacher'

(2440)

272,26 kr.

388,95 kr.

Kritik af begrebet shaman

Som nævnt er begrebet shaman uklart defineret og bliver af nogle opfattet som problematisk. Hovedårsagen er, at ordet tilsyneladende er blevet lånt fra folk, der taler tungusiske sprog, og siden er det blevet brugt af europæiske og nordamerikanske antropologer som en samlebetegnelse for enhver gruppe eller person fra oprindelige kulturer verden over, hvis praksisser mindede om dem, man kendte fra tungusiske folk.

Pointen er ikke nødvendigvis, at termen kun kan bruges om dem, den stammer fra, men at man bør overveje den grundigt, før man anvender den om andre. Derudover bør vi ikke kun tage hensyn til traditionerne hos de folk, vi låner ordet fra, men også til traditionerne hos dem, vi bruger det om.

Selv om kulturer udefra kan se ens ud, har de indefra ofte deres egne, specifikke praksisser – og deres eget sprog og egne betegnelser for både praksissen og dem, der udøver den.

En anden kritik er, at ordet kan have let nedsættende undertoner, fordi det ofte fremkalder forestillinger om “primitive”, “vilde” eller “uciviliserede” kulturer, også selv om vi reelt ikke ved noget om dem. Ter Ellingson kritiserer termen, fordi den skaber et universalistisk billede af oprindelige kulturer (Ellingson, 2001).

Bør man kalde sig selv shaman?

Så med det i mente: Bør hvem som helst kunne kalde sig shaman?

Mange i Nordamerika, Europa og andre steder omtaler sig selv som shamaner, men de færreste har gået i lære hos (eller overhovedet studeret) de traditioner og folk, som begrebet oprindeligt udspringer af. Omvendt har ordet i sin bredere, moderne brug også en funktion: Selv om det ofte er uklart afgrænset, peger det på en bestemt type praksisser og roller.

Det er ikke op til os at afgøre, hvem der bør og ikke bør bruge betegnelsen. Men som minimum bør vi kende lidt mere til historien bag, før vi sætter den på os selv eller andre.

Shamaner og shamanisme: En tradition, der ofte misforstås

Som du nok kan fornemme, er der tale om ret løse begreber med uklare rødder. Faktisk er det svært at spore ordet shaman længere tilbage end dets tidlige brug som en antropologisk fagterm, der blev anvendt om oprindelige folk.

Det vigtigste at huske er, at de personer, der kaldes shamaner, og de fællesskaber, der beskrives som shamanistiske grupper (eller religioner), i virkeligheden dækker over en enorm mangfoldighed af folk og kulturer på tværs af kontinenter, historiske perioder og etniciteter. Shamanisme fungerer som et paraplybegreb: Det kan sige noget om visse træk ved en given gruppe, men det beskriver den ikke fuldt ud. I bedste fald peger det på et beslægtet sæt af shamanistiske praksisser, som indgår i forskellige, større tros- og verdensforståelser.

Max Sargent

Max har skrevet i over et årti og er i de seneste år gået ind i cannabis- og psykedelisk journalistik. Han har skrevet for virksomheder som Zamnesia, Royal Queen Seeds, Cannaconnection, Gorilla frø, MushMagic og flere, og han har erfaring på tværs af en bred vifte af branchen.

Læs hele biografien