Fakta eller fiktion: Var Walt Disney til meskalin?

Når du tænker på Walt Disney, hvad dukker så op? Barndomsminder om rørende animationsfilm, en farverig og kreativ fantasi eller figurer, der bliver hos dig for altid. For de fleste passer alt det nok – men der synes også at være en anden side af Walt Disney, en side der i årevis har været omtalt i rygter, men aldrig er blevet bekræftet.

Når man ser tilbage på de markante figurdesigns og scener fra film som den legendariske “fantasia”, er det næsten fristende at tro, at der har været stoffer inde over. Altså: den kinesiske dansescene med svampene – hvis det ikke ligner en tydelig reference til at tage svampe , så skal vi vist alle sammen kigge os selv grundigt i spejlet. Der har længe været spekuleret i, om medlemmer af det kreative hold var involveret i brugen af psykoaktive stoffer – så er det virkelig så usandsynligt, at Walt selv også kunne have prøvet? Taler vi om kolde, hårde fakta, eller er det bare resultatet af årtiers løse rygter og “hørte du det?”-historier?

For at vurdere, om påstanden kan passe, må vi først forstå, hvad der drev Mr. Disney. Han bliver ofte set som en pioner inden for animationsfilm og skabte over 650 film eller kortfilm i en karriere, der strakte sig over årtier. Han var aldrig tilfreds med status quo; allerede i 1932 var han blandt de første til at producere i Technicolour, på et tidspunkt hvor næsten ingen andre ville overveje ideen. For ham handlede det om at lære noget nyt og spændende. Walt Disney var kendt for at tænke fremad og afprøve nye ting, så det er heller ikke mærkeligt, at film som “Fantasia” ofte beskrives som forud for sin tid. Et resultat af en ægte visionær – og ikke nødvendigvis påvirket af psykoaktive stoffer som mescalin. Men hvis det skulle være tilfældet, er det store spørgsmål: Hvordan skulle et naturligt forekommende stof som Mescaline, som findes i peyote-kaktussen, overhovedet være kommet i nærheden af Walt?

I et brev af Paul Laffoley, en amerikansk visionær kunstner, hævdede Laffoley, at Walt Disney faktisk havde eksperimenteret med det hallucinogene stof mescalin. I et forsøg på at forklare de “kunstneriske implikationer af det nye animationsfelt” arrangerede Walt et interview med Josef Albers, der på det tidspunkt var kunstnerisk leder på Black Mountain College. Josef afviste dog Disneys første tilnærmelser, tilsyneladende uinteresseret i det søde og “cute” præg i Disneys vision. Walt flyttede derfor fokus til de studerende for at finde en måde at påvirke dem direkte og dermed styrke sine animationsprojekter. Det var i kontakten med de studerende, at han ifølge Laffoley opdagede, at de var ivrige brugere af mescalin i sommerferien i Chihuahua i det nordlige Mexico. Laffoley mener, at dette blev gnisten, der fik Walt til selv at blive hyppig bruger. Det er naturligvis én mands genfortælling, og da Laffoley desværre er gået bort, er det ikke en tråd, man kan følge meget længere.

Kan det i stedet være sådan, at det var publikums blik – og den tid filmene udkom i – der gjorde, at de blev kædet sammen med psykoaktive stoffer som mescalin? Tager vi “Fantasia” som hovedeksempel, blev filmen genudgivet i biograferne i 1960’erne, efter at den i første omgang ikke formåede at tiltrække et voksent publikum. De svingende tressere var fyldt med nye oplevelser, og mange af dem hang sammen med et boom i psykoaktive stoffer og den alternative virkelighed, de kunne åbne for. I den periode tog grupper af “new age”-unge ofte noget, blev høje eller gik på trip og så Walts genudgivelse i biografen. Og når man så en film, der tydeligt var forud for sin tid – med klassisk musik blandet med animerede fortolkninger – mens man var høj eller på trip, kunne det let føles, som om filmen selv var lavet i den tilstand.

Der er ingen tvivl om, at film som “Fantasia” og de figurer, Walt skabte, var helt unikke og originale. På et tidspunkt, hvor animationsfilm stadig var i sin spæde start, var han banebrydende i både metode og historiefortælling. Men kan vi gå skridtet videre og slå fast, at noget af inspirationen bag hans værker kom fra stoffer som mescalin? Denne gang desværre ikke. Selvom der findes flere kilder, der placerer Mr. Disney i sammenhænge, hvor mescalinbrug kan have forekommet, og selvom der også er spekulationer om, at hans kreative team eksperimenterede med psykoaktive stoffer, er der intet håndfast. I modsætning til i dag, hvor stofbrug ofte bliver dokumenteret og delt på sociale medier, fandtes den mulighed ikke i Walts tid. Indtil videre må vi derfor nøjes med at nyde filmene, som de var tænkt – hvad enten det er med eller uden påvirkning af stoffer som mescalin. Den svampescene, altså …

Adam Parsons

Adam Parsons er professionel cannabisjournalist, copywriter og forfatter – og har i mange år været en fast del af Zamnesias team. Med ansvar for at dække et bredt spektrum af emner, fra CBD til psykedelika og alt derimellem, skriver Adam blogindlæg og guides og udforsker samtidig et stadigt voksende udvalg af produkter.

Læs hele biografien