Cannabiskultur på Jamaica

Sådan kom cannabis til øen

Jamaicansk kultur og cannabiskultur hænger sammen på en måde, man næsten ikke ser andre steder i verden. Tag med på en rejse gennem tiden, hvor vi dykker ned i de egentlige rødder til weed-kulturen på Jamaica. Vi giver dig historien, som den er, så rul en spliff eller pak en bowl – hvad end du er til – for nu er det tid til at gå full Rasta.

Som på så mange tidligere kolonier under Det Britiske Imperium er øens historie præget af folkedrab, undertrykkelse og slaveri. At cannabis fandt vej til Jamaica, var bestemt ikke noget, Imperiet planlagde; den hellige urt blev i stedet bragt til øen af indiske kontraktarbejdere (indentured servants) i midten af 1800-tallet.

I 1810 afskaffede briterne slaveriet efter mindst 200 år i menneskehandlens forretning – selv om mange irske historikere vil mene, at det i praksis snarere var omkring 700 år. Vestafrikanske slaver blev rutinemæssigt sendt til Jamaica for at arbejde på sukkerplantagerne helt frem til 1838, indtil et slaveoprør endelig tvang magthaverne til at give friheden.

Plantageejerne stod pludselig uden en uendelig arbejdskraftreserve og blev ramt af en akut arbejdskrise. Imperialisterne havde et reelt problem – et, der blev afløst af noget, der knap var bedre. I perioden 1845–1917 blev cirka 40.000 indiske kontraktarbejdere sendt til Jamaica for at knokle i markerne. For at lette byrden havde de stort set kun hash, og det var disse mennesker, der satte de første cannabisfrø i jamaicansk jord.

GANJA-ETYMOLOGI

Udtrykket “ganja” har faktisk rødder i sanskrit. Indere fra Indien tog både Cannabisfrø og navnet på urten med sig til Caribien.

Mødet mellem indisk og afrikansk kultur på øen blev grobunden for jamaicansk ganja-kultur, og at weed hurtigt blev populært blandt de lavere samfundslag, blev snart vendt mod de lokale af den imperialistiske magtelite.

Opiumloven fra 1913 indeholdt konkrete bestemmelser, der skulle forbyde ganja helt og holdent. Det var lovgivning, der blev brugt som våben mod fattige jamaicanere, der røg weed: Straffen for blot at være i besiddelse var “en bøde på højst hundrede pund og, hvis beløbet ikke kunne betales, fængsel med eller uden hårdt arbejde” — svarende til cirka 12.000 € i 2017-penge.

Det siger sig selv, at alt for mange fattige sorte jamaicanere endte bag tremmer og blev sat til at knuse sten, helt uden nogen god grund.

I 1948 blev regeringen for alvor skræmt af en religiøs bevægelse i fremmarch, som havde et nært forhold til ganja, selv om det var kriminaliseret. Som svar indførte de Dangerous Drugs Act fra 1948.

Denne klassekampslov gav domstolene mulighed for reelt at begrave en weed-ryger i fængsel og/eller fratage vedkommende alle værdier.

Den afskyelige passage om ganja fastslår, at en lovovertræder kan forvente, at man “ved dom i en Circuit Court idømmes en bøde på ikke mindre end fem hundrede dollars for hver ounce ganja, som retten er overbevist om er genstand for lovovertrædelsen, eller fængsel i en periode på op til femogtredive år, eller både bøde og fængsel”.

RASTAFARIANSK KULTUR

Flytningen stoppede dog ikke folk, og ganja blev med tiden en integreret del af den jamaicanske kultur. Rødderne til den rastafarianske kultur i Jamaica går tilbage til 1930’erne, og den er bestemt ikke kun en religion – den er også en bevægelse.

Marcus Garvey, der selv var født på Jamaica, samt black power-bevægelsen havde uden tvivl stor indflydelse. Men rastaernes leder var deres “King of Kings, Lord of Lords, Conquering Lion of the Tribe of Judah” – kejser Haile Selassie I af Etiopien. Han regerede fra 1930 til 1974, indtil sin død.

Før han besteg tronen i 1930, bar han titlen Ras (konge) Tafari, og “den Højeste” æres stadig i dag i rastakulturen som en Kristus-inkarneret skikkelse.

Rastaernes hellige bog er også Bibelen, selv om de mener, at den er forvansket, og Zion (Etiopien) er deres “forjættede land”. Den materialistiske vestlige verden tages afstand fra og omtales som “Babylon”.

Ligesom Kristus var kejseren også frontfigur for en blanding af monoteistisk tro og en radikal politisk bevægelse. Målet var panafrikansk enhed og at højne bevidstheden – og det var netop det, den jamaicanske regering for alvor frygtede.

Rastafariansk kultur handler om langt mere end dreadlocks og ganja. Rastaer har udviklet deres eget sprog, der matcher deres opbyggelige filosofi, og de anerkender ordenes kraft. En rasta vil ikke nære negative kræfter med sine ord.

Derfor bruger rastafarianere ikke ord som “understand” eller “undertake”; i stedet vender de “under” til noget positivt og siger “overstand” og “overtake”.

Det er også typisk rasta-slang at sætte “I” foran ord, og det er almindeligt at give dem nye betydninger – en banan bliver til “inana”. “I” repræsenterer Jah (Gud), og når det føjes til ord, skaber det en guddommelig forbindelse til en højere kraft i det rastafarianske sprog.

Naturligvis er ganja et sakramente for rastafarianere – selv måden, den hellige urt gives videre på i en bestemt retning, har betydning. En “reasoning”-session er både en terapeutisk fælles ganja-rygning og et åndeligt fællesskab med Jah i ét.

At sende den med uret forbindes som regel med samtaler om moralske dilemmaer og problemstillinger, mens en spliff, der går mod uret, er forbeholdt krigstidens retorik.

Ganja spiller selvfølgelig også en rolle i rastaernes fejringsritualer. En “binghi” eller “grounation” er i praksis en rasta-helligdag og fest. Ganjaindtag ledsages af en blanding af sang, dans og bøn.

BOB MARLEY

Bob Marley blev en legende allerede i sin egen levetid – en sjælden kombination af kunstner og forkæmper, som man kun ser én gang i en generation. Han blev født i 1945 og voksede op under beskedne kår; barndommen tilbragte han i Nine Mile, og teenageårene i Trenchtown, før han for alvor blev et kulturelt ikon.

I 1960’ernes Trenchtown var det, at Bob Marley, Bunny Wailer og Peter Tosh begyndte at forme den reggae-lyd, verden senere skulle lære at kende, og dannede et band. Bob blev født katolik, men konverterede til rastafarisme i 1966.

Det blev et vendepunkt i hans liv: Den smukke symbiose mellem musikken og ganja, som skulle sende ham mod stjernestatus, tog form. Og legenden lever stadig stærkt – også i det 21. århundrede.

På det, der ville have været Bobs 70-års fødselsdag den 26. februar 2015, blev ganja afkriminaliseret på Jamaica, og som en passende hyldest blev medicinsk og religiøs brug endelig også lovliggjort.

Og nu vi er ved lovliggørelse, så lad os krydre det med lidt trivia: Vidste du, at den berømte Bob Marley-sang “legalize it” faktisk er et Peter Tosh-nummer, skrevet og indspillet i 1979 – omkring fem år efter, at The Wailers gik hver til sit? Det var det i hvert fald, og det var også nyt for os.

Nye love

Efter vedtagelsen af Dangerous Drugs (Amendment) Act 2015 blev der den 29. april 2015 afholdt en historisk og højtidelig ceremoni på University of the West Indies. Her blev en enkelt cannabisplante for allerførste gang i Jamaicas historie sat lovligt i jorden.

Det er ikke sandsynligt, at den nye lovgivning vil ændre den gennemsnitlige jamaicaners forbrug af ganja nævneværdigt den ene eller anden vej, og den vil heller ikke udløse en stor bølge af nye ganja-rygere.

I stedet er loven et første skridt mod et levende, lovligt cannabismarked. Selvom internationale traktatforpligtelser stadig spærrer vejen for global handel, kan en stærk hjemlig branche stadig blomstre.

Turisme er en af de helt store drivkræfter i Jamaicas økonomi, og et nyt opsving i ganja-venlige overnatningssteder og ferier er allerede godt i gang.

Konceptet “Bud & Breakfast” er allerede ekstremt populært blandt amerikanske turister. Jamaica står på tærsklen til en grøn revolution, som kan gøre den lille ønation til en markant aktør på det kommende globale ganja-marked.

Luke Sholl

Luke Sholl har i mere end et årti skrevet om cannabis, cannabinoiders potentiale for velvære og naturens positive indflydelse. Han har arbejdet med flere cannabinoidfokuserede publikationer og udgiver en bred vifte af digitalt indhold, understøttet af solid teknisk viden og grundig research.

Læs hele biografien